Maryhill

I dag har vi den 3. september og Sten og jeg sidder sammen på vores dejlige veranda, der er fuld af blomstrende planter, her på Maryhill.
Vi skriver 1979 og jeg er 83 år.
Flere gange har mine børn sagt til mig, du skulle egenlig skrive ned, hvad du sådan med mellemrum har fortalt os om din far og mor, men det har været for besværligt at få gjort på blindskrift.
Men nu er båndoptagere jo blevet almindelig og Sten er kommet med sådan en i dag.

Det der falder mig naturligt at begynde med er det som mor fortalte mig, da jeg var 15 – 16 år og gik i fjerde mellem og realklassen.
Min broder Otto var i majufartuhandler lærer hos Bodelsen og Vejby Nielsen og min søster Helga var privatlærerinde på en stor gård liggende i Sydsjælland
Alle mine voksende søskende var ude i verdenen også nogle i Danmark.

Mor fortalte mig, mens hun lærte mig at reparerer lagener og pudevår og stoppe strømper. Mor var utrolig dygtig med sin hænder og det jeg haft gavn af resten af livet.
Det gjorde meget indtryk på mig, hvad mor fortalte om sin forældre. Mors mor var fra Fyn et sted der hed Bred nær ved Odense.
Hun var en af 5 søskende fra et lille landbrug hvis nok svarende til et husmandssted
Min mormor blev først gåsepige da hun var 8 år og da hun var 12 år kom hun ud at tjene på en gård der lå så langt der fra, at hendes far kørte hende dertil og hun havde en lille komode med.
Det var hos en hård kone hun kom til, hun forlangte at den lille pige på 12 år skulle stikke en gris.
Men min mormor fik sendt bud hjem til sine forældre, om hvordan hun havde det og min bedstefar kom og hentede hende hjem.
Så gik der nogle år og hun kom som kammerpige hos lensgreven Schaffalitzty de Muchadell og hun var nu blevet en voksen ung pige og der mødte hun den mand som hun blev gift med, han hed Peter Gregersen og var fra Sønderjylland
Han kom der som tjener sammen med sin herrer, der var baron. Og mormor fortalte mor om alt den pragt der var på den herregård. Om de to flotteste gæsteværelser, der stod til rådighed for
Kong Frederik d.7 og Grevinde Danner, når de kom på besøg.
Om min bedstefar Peter Gregersen, fortalte mor, at han var meget glad og tilfreds med at være tjener hos denne baron. Han havde to halve fridage om året, 1. maj og 1. november og da der engang var nogen der sagde, at det var rigtignok ikke meget fritid, svarede han, ja men jeg går jo tur med min herre hver dag.
Når jeg selv har hørt Holberg’s komedier, med tjeneren Henrik og kammerpigen Pernille, ser jeg altid for mig min bedstefar Gregersen, som tjener og min bedstemor som kammerpigen Pernille.
Bedstemor var, forstår jeg, meget glad for pynt. Vi har det sødeste billedet af bedstefar og bedstemor som ældre, bedstemor med en kappe, med så mange pliceringer, en helt hvid bred kant og en hvid kappe der dækker hele hovedet og bedstefar Gregersen ser meget rar og god ud, Ib har de to billeder.

Tiden gik og de fik lagt penge til side, så de kunne gifte sig og købe et lille husmandssted, nær ved Varde. De fik to små piger, Maria og to år efter min mor Anna.
Om sommeren tog de på besøg til Fyn, det foregik i hestevogn. Dagen før afrejsen blev vognen pakket og ved solopgang blev de to små, halvsovende piger båret ud og lagt bag i vognen i haml og godt dækket til. Så kørte de af sted, da de kom til Lillebælt, så skulle de færges over på en fladbundet bram. Mor husker hvor bange hun var for den sejltur, men det gik altid godt. Når de så havde kørt et stykke kom de til en krog og der kom de ind og fik kaffe og havde jo selv en ordentlig madkurv med. Og så nåede de, i løbet af dagen, til bedstefar og bedstemor (oldefar og oldemor) i Bred
Bedstemor havde to søstre og to brødre. Den ene bror blev rugbrødsbager og den anden ølbrykker
De to søstre var i huset hos stift amtmanden i Odense, den ene som kokkepige og den anden barnepige i en lang årrække for ingen af dem giftede sig. Og de var meget afholdt både af herskabet og børnene. Og når min mor og Marie kom på besøg, skulle de ind og lege med stift amtmandens børn og så blev der syet fine kjoler til dem. Bedstemor selv var nu meget forfængelig med de to små piger, men hendes to søstre synes nu, at de skulle være endnu finere, så købte skotsternet stof og der blev syet to fine kjoler og der kom de til at lege med et herligt stort dukkehus, det var i to etager og det havde stift amtmandens tre små piger, fået af Kong Frederik d. 7 og grevinde Danner.
Og som voksen havde min mor fået fortalt, at når Kong Frederik d. 7 kom på besøg, bad stift amtmanden ham om han ikke ville indtegne de små piger til frøkenkloster.
Men han indskrev de første to, men den sidste, der en ualmindelig livlig og køn lille pige om hende sagde han, hun skal sku nok klare sig.
Det gik sådan med de tre piger, at den ældste fik brug for sin indskrivning til frøkenklosteret, men to andre blev gift
Som voksen oplevede mor, at få en hilsen fra den ældste af stift amtmandens døtre, som havde sejlet over med færgen ved Strip hvor min far var styrmand. Og da hun kendte navnet og viste at mor var blevet gift og fået børn, havde hun en stor pose bolsier med, som far skulle tage hjem til de fem børn. Det var meget trofast og smukt
Min bedstefar Gregersen, glemte heller ikke sin herrer, som var baron og oberst Han hørte at havde fået slag til fælde og lå meget syg i Hamborg og bedstefar Gregersen, tog med den første jernbane der var anlagt til Hamborg og besøgte sin gamle herre, der lå hen. Den første tid bedstefar sad ved hans seng, var han næsten bevidstløs vågnede op og kendte bedstefar og sagde disse ord:
Ich erender ihr mit autum.
Det synes jeg er et smukt eftermægle af min bedstefar Peter Gregersen
På samme tid fortalte min mor mig også om min fars barndom. Far er født i Hjertingbugten
Min fars bedstefar var indvandret Slesvig Holdsten og havde fået et lille toldembede i Hjerting og hans søn blev købmand og giftede sig med en fisker datter fra Hjerting, som hed Regina.
Far var den ældste af de børn der blev født. Så der Loise og Marie. Det var meget strenge fødsler for min farmor og efter det tredje barn dødede hun i barselsengen
Min farfar fik en meget god husholderske, som han giftede sig med året efter, hun blev en kærlig stedmoder for de tre ---- de to søstre blev gift.

Hjerting var et meget fattigt lille sted tjente kun lidt og forretningen kunne ikke klare sig, bedstefar solgte den og købte i stedet for et hus i Vardes udkant med et stykke have til og der havde han keglebane biliartspil og folk kunne få kaffe og øl. Og om vinteren var der danse undervisning i det der blev kaldt for salen. Min far var 6 år da han kom til Varde. Og mor fortalte at far blev sendt rundt i Varde når det blev efterår med en liste hvor folk skrev sig på om børnene skulle gå på danseskole og far og mor havde danset samme der fra de var seks og fem år og op efter til de blev konfirmeret, så de blev meget tidligt kaldt for det lille kæreste par.
Mor fortæller at hendes søster Marie en dag mødte far i Søndervester Gade i Varde, han var ude med listen og da var han 10 år, da sagde Marie, men er det dig lille svoger.
Så blev far og mor konfirmeret. Far var hver sommer på besøg i Hjertingbugten og kom med sine onkler, der alle var fiskere, ud at sejle, otte eller fjorten dage af gangen, det var han meget glad for og stolt af og han drak masser af sort kaffe og øllebrød med store klumper i. Det gav ham lysten til søen.
Da far havde endt skolegang efter 7. klasse, var han et halvt år på tolvkammeret og da krigen brød ud i 64 og brøjserne nærmede sig Varde, da blev far sendt med byens penge fra toldkontoret og postkontoret af sted for at gemme pengene i et gammelt forfaldent hus i byens udkant i skorstenen, det synes jeg var meget spændende at høre om. Brojserne kom og gik straks på postkontoret, bad om penge men pengekassen den var tom, de gik på toldkontoret, der var heller ingen efter bøgerne skulle der være penge, så tog de postmesteren og toldkaseren med som gisler, men det gik dem vist ikke så galt
Bedstefar havde jo familie i Hamborg, hvor hans far var kommet fra og han skrev til dem, at hans søn ville til søs og en af bedstefars slægtninge var hyrebasse og vidste besked om skibe og han skaffede min far en hyre på et godt tysk skib. Så vandrede far fjorten et halvt år gammel af sted med en vadsæk og med den samlebog som han havde fået i konfirmationsgave af sin mor, hvori bedstemor havde skrevet ”Gud velsigne og bevarer dig og med et brev, et afskedsbrev fra sin far (se brev side xx) som eksisterer endnu, Sten har originalen.
Han tog nok særlig afsked med min mor, selv om de ikke var officielt forlovede, de var jo kun
14½ år gamle. Med diligencen kørte far indtil han nåede så vidt at han kunne bruge toget til Hamborg og han kom omborg på skib, hvor han slev siger, han havde det godt.
Men der gik fire år før far kom hjem. Far vidste at det knib for bedstefar og bedstemor når de nåede til terminerne og han sendte noget hjem, når de kom til havn, af sin hyrer, men endelig nåede han frem til den august aften hvor han med penge på lommen og ikke en hvadsæk, men en rigtig skibskiste, der dog ikke var større end at han kunne have den på skulderen, nærmede sig sit hjem. Netop den aften havde bedstefar en ven på besøg og de havde spildet billiart og vennen ville gå, der ved otte-tiden, men bedstefar sagde ”vendt lige lidt og lads os se om Ludvig ikke skulle komme med diligencen” Ja så gik de uden for, og så ned gennem den lille alle der førte op til det to etages pæne hvide hus og der så de nu en ung bred skuldret mand komme gående han var vokset godt den lille tætte kraftige dreng på 14½ år med det åbne frejdige ansigt, så var far hjemme nogle måneder. Mor var jo blevet ung pige på 18 år og hun hjalp sin søster, som der imidlertid var blevet gift med en konditter. Hun stod netop, den søndag hvor far var kommet hjem lørdag aften, i butikken sammen med en anden ung pige. Og da den anden kikker ud af vinduet, siger hun ” ja men der kommer jo en lille sømand, ja så har der nok været gensyns glæde, i hver fald blev de forlovede med ring i løbet af de to måneder far var hjemme. Min bedstefar var ikke nogen stærk mand, han havde haft lungebetændelse to gange med det var ikke tuberkulose da der senere blev brug for at se i syge jonual at han ikke ville blive nogen gammel mand og han blev det heller ikke. Da han sagde farvel til sin søn Ludvig anden gang, da blev det et forvel for livet.
Far fik meddelelsen om dødsfaldet, da han nåede til en havn i det fjerne. Men min bedstemor klarede sig godt økonomiske og hun var meget elsket af børn og hun fik pogeskole. Der krævedes ikke andet den gang end et kærligt sind og lidt fornuft i hovedet selvfølgeligt og hun solgte det store to etages hus og fik en god lille bolig, hvor hun havde børn i podeskolen og lærte dem at stave. Så kom far hjem da der var gået 2½ år og kom på styrmandsskolen på Fanø og tog en meget fin eksamen
Se mor havde også brugt tiden godt i alle de år, hvor far havde været ude og sejle. Først havde hun været et helt år på en stor gård på Als, hvor hun havde hjulpet til i huset og mor blev aldrig træt af at fortælle hvor smukt der var på Als. Og hun fortalte om hvordan de dyrkede hør på marken hele det arbejde med at behandle al den hør inden den kunne spindes og der blev vævet lagner og håndklæder, alt den slags som døtrene skulle have til udstyr og det blev lagt ud tidligt om morgenen når græsset var vådt af dug og der lå det og solen skinnede på det og så blev det hvidt og kønt og så blev det syet til det det nu skulle bruges til, underlagner, overlagner og pudevår og der blev broderet navne på og det blev til sidst lagt i en kiste og gemt til pigebørnene skulle giftes engang og når der var fint så havde man 24 stykker af hver og sådan for de mellem store så var der tolv af hver. Og da mor havde været der et år, så ville hun meget gerne meget lære mode pynt og så kom hun i en hatteforretning i Varde og der lærte hun mode pynt, men hun ville gerne være rigtig dygtig så hun kom sandelig til København og boede hos nogle bekendte fra Varde i et halvt eller et helt år og sad Østergade altså på strøjet i en fin forretning og lærte at sy mode pynt. Så vendte hun tilbage til Varde
Når men mor fik sin egen lille forretning og så blev far og mor jo gift, far havde taget sin styrmandseksamen, da var de 24 og 25 år gamle og det var i året 1875. Far er født i 1850 og mor i 51.
Og dengang da sejlede far, som styrmand mellem Frederikshavn og Gøteborg og det gjorde han i flere år og hvor meget og hvor tit han kom hjem, det ved jeg ikke, men jeg ved at der var gået 6 år, da havde de 4 børn og så sejlede far en kort tid på den første damper der gik fra England til Esbjerg gik han i land, da købte han et meget smukt spisestel til 12 personer som jeg arvede efter moster Gina og onkel Wilhelm og det står nu her på Maryhill og nu Jens og der er ikke et skår i de talerkender og der er 12 dyppe 11 flade, en er altså gået til og der er smukt stegefad og der er to runde fade med låg til det ene det er til rødkål eller andre grønsager og kartofler og to sovseskåle, så har der været en terrin den er gået i stykker, men terrinfadet er der og ikke et skrå i noget af det undtagen i den ene sovseskål. Det brugte vi hver søndag og til alle fester.
Men far havde hele tiden haft sin ansøgning liggende inde ved statsbanerne og det ville være det allerbedste om far kunne komme der ind. Og det lykkedes og det postbud der kom med det brev, han fik 2 kroner. Det var mange penge dengang
Det var da den første færgefart ved Oddesund
Der lå en krog på sydsiden, den hed ”Pinen” og på modsat side hed krogen ”Plagen” og der var en båd der sejlede dem over der skulle nordpå, så det var en stor forbedring for dem der rejste, at der nu kom en rigtig færge, og der ved Oddesund der er Kis født, som blev døbt Anna Loise og døbt i Humlum kirke og hvor, mange år efter, Ib er blevet døbt.

Der skete noget meget alvorligt, som endte godt, mens de var der.
I den strenge vinter, havde far fået lyst til at løbe på skøjter, det holdt han meget af, og netop på det tidspunkt lå alle mine 5 søskende, som de var efterhånden, i sengen af mæslinger. Så hørte mor, at der blev råbt, styrmanden er faldet gennem isen! og hun så to mænd styrte af sted og den ene i farten griber en bådshage, far var faldet igennem en våge, og han sagde selv senere, at havde de ikke haft den bådshage med, så var han aldrig kommet op. De lagde sig ned på isen og stak bådshagen frem, som far lige havde kræfter til at få fat i for isen var blevet ved med at gå i stykker, når far ville prøve at klatter op. Han fik en alvorlig lungebetændelse, men den kom han over.
Der var far og mor i nogle år, så blev far forflyttet til Strip og mens de var der, blev Ellen og Peter født. Så var de der nogle år, så blev far forflyttet til Masmesø og der blev første min lillesøster Marie født, men hun blev kun en måned, så døde hun, og det var en stor sorg, trods det far og mor havde mange børn i forvejen. Mange gange har mor vist mig en guldmedaljon, hun altid bar til daglig om halsen i en guldkæde og i den var der på den ene side et ungdoms billede af far og i den anden side en lille mørk hårdlok af lillesøster Marie. Der blev så et år efter Alexander født og så til allersidst kom far til Helsingør, han sprang Storebælt over. Han kom til Helsingør overfarten i 91 og da var det den første færgeforbindelse der blev etableret, der var gået en damper tidligere, men ikke sådan til præcise tider, så det var også en begivenhed, da der blev fast færgefart mellem Helsingør og Helsingborg.
Far kom ind i Statsbanerne i 1882 og han var der til han var fyldt halvfjers i 1919. så far oplevede sine sidste år under den første verdenskrig og det var nogle strenge år for den gamle kaptajn. Normalt sejlede de, der var kun to færger, de havde tjeneste et døgn og fri et døgn. Far kom hjem kl. 10 om formiddagen, så fik han kaffe og så gik han hen og sove, og så havde han fri den dag og mødte så på færgen næste dag kl. 10. Hvis der ikke var ekstra tur, så sejlede de til 11 om aftenen og begyndte kl. 5, men der var meget tit ekstra ture og så sejlede de til kl. 1 og begyndte kl. 5, men så far kom hjem den næste dag så sov han to timer, hvis han havde fået 6 timers søvn og 4 timer hvis han kun havde fået 4 timers søvn og den dag far sejlede, da kom han hjem kl 16.30 til middag og hvis der ikke var ekstra, så havde han middagshvil hjemme far 17.30 – 18.00, men hvis der ekstra var det kun fra 16.30 - 17.00. Så kan jeg se far side lidt og læse overskrifterne i avisen ved bordet.
så der var det rigtignok om at maden var parat, og det var den, men havde far fri til kl. 18.00, så sad han og hyggede sig ved sin chatol og far rullede altid selv sine ciceratter og jeg kan se far så tydeligt, når han skulle gå så tog han en cicerat og så hællede han sig i over petroleums lampen i sin stue, så kom der ild i cikeretten og jeg husker mange gange, hvor jeg som lille pige, som 6 årrig, løb ud i entre når far skulle komme hjem og han løftede mig op, gav mig et kys og vinteren så havde han rimfrost i skægget og om sommeren så husker jeg at far havde altid hvid kasket og hvid vest med blanke knapper og det synes jeg så meget festligt og godt ud Og far holdet altid selv sin uniform børstet og i fin orden og når far brugte hansker, så var det altid hjorteskins hansker og dem syede han også selv, hvis det lidt op. Far gjorde i det hele taget mange ting den dag han havde fri. Når jeg tænker på petroleums tiden, det varede jo ved, ja hvor gammel var jeg? da vi fik elektrisk lys, da har jeg vel været omkring de tolv år (omkring 1910), men jeg ser tydelig om formiddagen, at far brede aviser ud på de runde spise bord, så tog han alle lamperne og ordnede dem og ingen skulle rører ved lamperne, de var som de skulle være og man måtte ikke skrue op eller ned. og far hentede brændsel og han fyrede i vores to døgn brændere. og hvad jeg synes var meget festligt, om lørdage fik vi øllebrød og pandekager, for det meste, kom far tit ud og vendte en pandekage i luften, men man fik jo ikke pandekager før man havde spids sin øllebrød op og der var klumper i men det var så heldigt at jeg havde min broder Otto ved siden af mig og idet; vi var mange ved bordet, idet øjeblik mor øste anden portion op til far så havde jeg samlet mine klumper i min ske og så gik de over i Ottos tallerken, Otto han kunne spise øllebrød kold med klumper i og mælk på når han kom hjem fra skole, så meget holdt ham af dem.
Min søster Kis, som jo var døbt Anna Loise, men hun var kan jeg sige hjemmets gode fe, hun var mors højrehånd, hun var dygtig og hun var meget mild af væsen, så hun har betydet meget

Det alder første jeg kan huske var den tid hvor vi boede i det yderste af Lundegade på højre hånd
i et langt hvidt hus, der tilhørte værftchef Møller, chef på værftet, han og hans familie boede i den højre afdeling og havde have vi i venstre. Og der husker jeg mange ting fra den have der var plankeværk på begge sider og så et lyst hus, hvor der stod en stor gyngehest far havde fået forærede af sadelmagere, som havde leveret arbejde til færgen, den var så stor at jeg var bange for at sidde på den, hvis der ikke var nogen der holdt mig, så var der en dejlig gynge. Otto stod op og jeg sad ned og som vi gyngede i dagligt. Så var der en rosenhæk, som vi holdt meget af at sidde under og en dag kom der to drenge forbi, det så vi fra plankeværket, de havde lejevogn helt fuldt af græs og så tænkte vi ”ie det ville være dejligt hvis vi havde det græs for der var kun jord under rosenbuksen og så spurte drengene om vi ikke kunne bytte med det græs for to stemorsplanter, det ville de meget gerne og så gjorde vi noget der slet ikke var pænt og tog op to stemorsplanter som Alexander og Peter havde plantet et par dage før dem fik de og vi fik hele den store legevogn fuld af græs og nu sad vi som en eventyrlig hule under den blomsterne rosenbusk på græsset. Da Alexander og Peter kom hjem, skulle de ud og se til deres stemorsplanter, vi gik straks til bekendelse og jeg må sige, at de var så søde, så de sagde ikke noget til mor om det, det var godt for os.
Så husker jeg, at det plankeværk der vendte ud mod Skt. Anna Gade, det holdt vi meget af at klatrer op på, når arbejderne kom forbi og i den tid hvor syrenerne og jasminerne blomstrede, da bulkede vi buketter, og det kunne vi roligt gøre for mor kunne ikke tåle jasminerne inde i stuen, så fik hun hovedpine. Vi bulkede buketter af syrener og jasminer og så hang vi ud over plankeværket når arbejderne kom forbi. Dengang havde en hver arbejder en stor bylt, gerne en stor bylt af rødternet tørklæde bundet i knuder, det havde de deres mad i og så var de meget sorte i ansigtet mange af dem. Og så sagde vi hvem vil købe en buket blomster for 2 øre, og der var tit nogen der købte en buket på hjemvejen. Og så gjorde vi noget andet, som var strengt forbudt, vi løb over til købmanden, der lå hjørnet og købte gerne for 2 øre lakrids og efter mors beskrivelse var det livsfarligt at bevæge sig over denne landevej, Lundegades yderste spids, for der kørte vogne i en lang række fra stationen ud til Marinelyst om sommeren og vi kunne blive kørt over, men vi smuttede over og fik lakrids og vi blev sorte om munden var det altid Kis der kom ud og hentede os, når vi skulle ind og så sagde hun til mig ”du har jo spids lakrids, du må have været over i butikken og købe noget” jeg forsøgte at skjule noget, så sagde Kis ”når man lyve får man en sort streg i panden. Jeg følte øjeblikkelig at jeg fik en sort streg i panden og gik til bekendelse og Kis vaskede os om munden tog altså stødet af og mor fik ikke noget at vide.
Og så husker jeg når blommer og pærer var modende, at far bulkede ned og så blev de delt og det var jo dejligt.
Og så husker jeg, at mor rette Helgas og mit hår om morgenen, det var ikke dejligt, det var med en tættekam og så var det om hvem der var først færdig og kunne løbe ud og se om der var faldet nogle pære ned.
Men fra den lejlighed flyttede vi hen i gammel tekniks skole. Først boede vi på 1. sal og så var der loft ovenover og da var vi mange hjemme for Wilhelm var elev på stationen og Karen var sygepleje elev på sygehuset og Magda var hjemme og sy udstyr og Ellen og Kis, de var mors hjælpere, vi havde altså kun vaskekonen til hjælp, der var altid plade i det runde bord. Men oppe på det loft, der blev der spildet komedie, Alexander var vældig til at stille alt så noget i gang.
Og så havde vi et keglespil, fordi far havde jo som dreng rejst kegler, da hans far havde denne keglebane, så far synes at det var et meget morsomt spil. Så da havde vi kegler oppe og da det var os selv der boede neden under, så gjorde det jo ikke noget med det spektakel.
Men efter bare et eller to år, så ville ejeren af huset selv have den lejlighed og så indrettede på det loft en udemærket lejlighed hvor vi så flyttede op, og der blev vi boende indtil et par år efter far havde taget sin afsked.
Så kom jo den tid, hvor først Magda rejste til Amerika. Magda lærte meget tidligt sin mand Gørup at kende, de gik til præst sammen hos provst Bertelsen i Olaie kirke og en dag Magda havde glemt sin samlebog så rakte Knud sin samlebog hen til Magda, som sad på bænken ved siden af ham og de blev meget hurtig glade for hinanden og det blev et lykkeligt ægteskab og Magda døde et halvt efter Knud at var død, hun kunne slet ikke undvære ham, de blev 57 år.
Magda var et årstid i en præstegård i Jylland mens hun og Knud var forlovede og derefter kom hun hjem og syede udstyr, som man gjorde dengang. Og hun var hjemme i tre år og det var ikke til at få et præstekald dengang, så de måtte søge et præstekald i Amerika i en by der hed Hardfort tog de til. Det var den første af mine søskende der rejste Amerika. Og da Magda ventede sit første barn, skrev hun om ikke Ellen ville komme over, og være i huset hos hende og det ville Ellen gerne, hun har vist været 22 år og hun altså været meget hjemme sammen med Kis, men hun havde også været et par år i Jylland, der hed Ledmann og boede Oddessund og som far og mor var blevet så gode venner med.
Men nu blev det altså besluttet, at hun skulle rejse over til Magda. Og jeg kan huske at jeg kom ud i køkkenet den sidste aften før afrejsen og Kis havde sit værelse lige ved siden af køkkenet og da stod Ellen i den åbnede dør og holdt begge armene over hinanden op af dørkarmen og holdt sit hoved på det hun havde to fletninger lagt som en rosenkrans rundt om hovedet, det så vemodigt ud, så jeg har aldrig glemt det.
Men 4 år efter kom Ellen hjem på besøg, hun var ikke blevet hos Knud og Magda, hun var taget videre til Chicago og der underviser hun i håndarbejde i en af de største forretninger oppe på
13. etage, sad hun og underviste i hedebo og fransk og hvad det nu hed alt sammen og der var en ung pige fra Irland der kunne undervise i irisk hegling og der var en indianer der gav undervisning i indiansk fletning og alt det fortalte hun om og lærte hun os da hun kom hjem. Alle mine søskende var meget dygtige i håndarbejde Gina hun kniplede, men hun kom altså hjem på besøg, men det var jo ikke til at leve af, at give undervisning i håndarbejde, det kunne hun se, så efter ½ år rejste hun tilbage. Og da har hun længtes så forfærdeligt, at hun skrev til Kis om hun ikke komme der over og Kis har jo også trængt til at komme ud og se sig om. Så hun to hjemmefra, da jeg var 12 år og det var jo svært for os alle sammen, da har Kis været 26 år. Det var et tab for mor og far og for os alle, men det en stor og nødvendig trøst for Ellen. Og så kom de meget jævnligt hos den danske præst der hed Rørdam, var bror til forfatteren, digteren Rørdam, og hos den danske præst traf de hver især den mand de blev gift med. Kis traf Christian Bøttger og Ellen traf Asker Myhre og de blev forlovede og det hjalp jo meget på det alt sammen og vi fik fotografier.
Og så fik Karen og Regina lyst, de var blevet sygeplejeske begge to, så fik de lyst til at tage til Amerika. Så sagde vi farvel til dem. Sommetider fulgte vi til København og stod der og vinkede og der blev jo spildet fædrelands sang mens trådene løb ned af kinderne på os og sommetider stod vi ude på Kronborg og vinkede mens flagene hilste på hinanden. Jeg tror på en måde var det sværest for far, for han havde selv oplevet så meget med at tage afsked, på anden måde var det lige så svært for mor, men det undrede mig meget, at efter sådan en afsked når vi kom hjem gik mor altid i gang med noget arbejde. Det forstår jeg i dag, men det forstod jeg ikke da jeg var barn.

Så vil jeg fortælle lidt om vores jule aftener, for de var så dejlige. Jeg synes mor og far har givet os sådan en dejlig jul.
Nu var det jo sådan at hver andet år sejlede far, men han kom dog hjem altid fra 16.30 til 18.00 og hver anden havde han fri.
Julen begyndte med at den brune kagedej den blev lagt tre uger før jul. Og så husker jeg jo langt tilbage da Kis var hjemme og rullede pebernødder.
Vi havde en opskrift, den lød på 11 pund mel til pebernødder og vi havde meget sød gul mælkejunge, med rigtig låg, som en almindelig mælkejunge og jeg tror at den har været 70 cm høj, den blev fuld af pebernødder, da Kis var hjemme og de alle sammen kom hjem og så med den brune kagedej, da fik vi altid til sidst og hver lavede enten en kagemand eller og men lavede sit navnetræk.
Og så kom jo selve juleaften og jeg kan især huske en, da har jeg været 6 – 7 år havde set inden vi gik i kirke en meget stor æske chokolade fra vores købmand med fyldt chokolade i og låget var så kønt fuldt af blomster og mine tanker kræsede skiftevis, mens vi sad i kirken, om barnet i krybben og den æske chokolade. Vi havde altid et juletræ der gik op til loftet og der var jo alt det dejlige pynt på, der skal være på et juletræ og vi sang meget alle de dejlige julesamler og hver aften far var hjemme var træet tændt og da sang vi julesalmerne. Og så spillede vi et kortspil som jeg synes var forfærdeligt morsomt, det hed halvtolv, og der skulle bruges to spil kort til det og der havde vi rigtignok brug for alle pebernødderne. Og det tager for lang tid at fortælle hvordan det spil var, men man kunne både vinde en masse pebernødder og man kunne tabe dem, fik et es eller en konge, så var man født halvtolv og så skulle man have alt det der var sat ind, hele gevinsten, men foruden det at vi spille halvtolv, så havde vi et tal lotteri og der har jeg endnu, et nydeligt med små fine træprikker med små røde tal og der står endnu bag på 4 af sedlerne, navnene på os fire yngste, Alexander, Helga, Otto, Ingeborg. Det har været vores ønskeseddel, den vi mente vi havde mest chance for at vinde på. Og så havde vi et dejligt billedet lotteri, å hvor var det morsomt, med alle de forskellige billeder, dansende sømand, skorstensfejer, kokkepiger, dampende gryder, sne mand, rødhætte og hvad det nu alt sammen forestillede, det synes vi også var meget meget morsomt at spille det billedlotteri.

Når, men tiden gik jo og først kom de to sygeplejerske hjem, Karen og Gina, men efter et halvt eller helt år, tog nu derover igen. De gik begge to ud i barselpleje og da blev Gina der i en hel del år.
Og så kom det første ægtepar hjem, det var Knud og Magda, og de havde to små piger Dot og Karen. Og nogle år efter kom det andet ægtepar, det var Kis og Christian og de kom hjem med Flemming og Anna, og det var jo dejligt. Men den der blev derovre det var Ellen og Asker.
Og deres børn de er der jo og de er jo amerikanere. Men Ellen kom hjem alene da Jens var et gammel, altså lidt før den sidste krig. Hun kom hjem i 38 og da levede mor. Og når Asker ikke kom med, så var det fordi at de ikke ville love ham, at han kunne få sin stilling igen når han havde været borte, selvom det kun var 6 uger. Og det var en gave fra Askers Onkel Henrik?? Løvengren.

Men mange år senere, engang i halvtresserne, kom både Asker og Ellen hjem på besøg og da var de her i Danmark i 3 måned og boede her på Maryhill i 6 uger, mens Knud og jeg var på Venø.
Og vi har haft besøg af 3, af deres børn. Af Allan og Heidi og af Allan og hans kone og af Allan og hendes mand, og senere af Heidi alene da hun var blevet enke og vi har haft besøg af Kenneth og Bonny, som vi alle sammen er kommet til at holde meget af. Og en gang af Bonny og hendes mor. Hendes mor var født i Sverige og det var hendes far også. Emmy ville gerne stå på sine forældres jord.

Til sidst vil jeg lige fortælle, at far og mor oplevede jo at holde gulbryllup og det var en dejlig fest. Den blev holdt på det gamle jernbane hotel, som ikke eksistere mere. Sten og Minna var ikke med, de var for små, de var 3 og 4 år. Men der var alle vi børn, undtagen Ellen og hendes mand Asker.
Og midt på bordet stod der et skib, det var dannet af lyserøde nelliker, jeg tror det var trekvart meter langt. Og så stod der, hvad vi gav far og mor i gulbryllupsgave, et højt smukt bord flad på en fod med en messingplade, hvor far og mors navne og årstal for bryllup og gulbryllup var indgraveret. På modsat side er senere side er Knud og mit navne og årstal blevet indgraveret. Og Sten har, efter mors ønske, arvet flaget.
Der var skrevet en meget smuk og også morsom sang, af min svoger Knud Gørup, som jeg jo har endnu. Far selv holdt en tale, som gjorde meget indtryk på os alle, ikke mindst på min egen Knud, som har sagt til mig bagefter, det var den smukkeste tale jeg har hørt. Far beskrev sit og mors liv, som en lang sejllas med både medbør og modbør og til sidst sagde far ”een gang slog lynet ned og der blev så mørkt både forude og agter ude, at hverken mor eller jeg kunne finde vej, men så tog Gud selv roret og hjalp os ind i smut vande igen. Nu er mor og jeg på vej til den sidste havn, hvor vi skal afmønstre og da har vi kun et ønske, at vi må blive modtaget”.
Efter bordet og efter vi havde drukket kaffe og salen var ryddet til dans, stillede børn, svigerbørn, niæser, nevøer og børnebørn sig op i to rækker, og så gik far og mor der igennem og de dansede den smukkeste brudevals sammen.
Far og mor havde altid holdt meget af at danse, når vi var til afdansningsbal kom de altid og tog sig en svingom og jeg dansede altid en gang med far

Så er der et andet lille slut kapitel og det er det, at far tog sin afsked da han var 70 og levede til han var 77. og det var nogle meget gode år for far og mor, især de 5 første, hvor far ikke mærkede noget til Hjertet. De gik deres daglege ture. Far var hver formiddag en tur ud af Stubbedamsvej, ned af strandstien og ned til havnen forbi værftet og hjem. Og når de havde hvilet sig om eftermiddagen gik de sammen ud til Højstrup, til et åbent sted ved stranden, som far kaldte ”det sted hvor bølgerne rulle”. Der var bænke og man kunne derfra se til højre Kronborg og til venstre Kulden og det åbnede Kattegat, det var fars ynglings sted.
Et år før far døde, og hvor hans hjerte var begyndt at ikke rigtig virke som det skulle, da blev far fundet liggende bevisløs på en bænk der ude. Mor har netop den dag været optaget af noget for ellers var hun altid med. Men der lå et lille sygehjem nær ved, Sofies minde. Og da kom datteren, som var sygeplejeske og var hjemme og hjalp til på det lille sygehjem. Hun kom tilfældig ned og ville havde sig en lille rask tur, og ned og se ud over vandet. Så ser hun min gamle far ligge på bænken og hun løber hjem og ringer efter ambulancen og tager et tæppe med sig. Og far vågner op til sin store overraskelse på hospitalet. Far havde til at begynde med lidt svært ved at tale, men det var kun nogle minutter. Far ville meget gerne hjem med det samme, men de synes på sygehuset, at skulle blive der til næste dag. Og bortset fra den lille forskrækkelse havde far det godt den sommer. Far og mor de tog på besøg hos mine søskende, de var hos Knud og Magda i nogle dage og de var hos Kis og Christian og de var nogle dage hos Karen og Jacob Kongsbak. Og så kan jeg huske at far sagde til mig, da vi kom på besøg, Sten og Minna og jeg, så sagde far ”ja de har såmen været så flinke i mod os, de ikke vist hvor godt vi ville gøre det for os hvor vi har været, men hvor var det dog dejligt at komme hjem til sidst. Og jeg undrede mig lidt over, at det kunne være så dejligt, men efter at jeg selv er blevet gammel, kan jeg bedre og bedre forstå det. Og de havde været tre forskellige steder.
Men de havde det godt og om aftenen spillede becik, og far sagde ”mor vil nu helst vinde, hun bliver lidt ked af det, hvis hun ikke vinder” og så siger hun, at jeg godter mig lidt over det --- ”så nu efterhånden lader jeg mor vinde”

Men så kom fars sidste sommer, sommeren 1927, hvor vi jo selv boede på kvisten i Holstebro, da tog vi alle 4 her over, for vi måtte låne hanefløjen fra 1. april, hele april måned og maj til lidt ind i juni. Det måtte vi låne landinspektør Feilberg. Og da gik jeg flere gange, selvfølgelig hjem med Sten og Minna og far og mor var så glade for at vi kom på besøg og Minna som var så glad for at plukke, hun havde altid en buket med til bedstemor og bedstefar og far var god til at lege med dem.
Vi havde sådan en blank rund bakke stående på anretterboret, den tog far frem, den kunne far få sådan til at dreje rundt, det synes især Sten var meget morsomt. Og så kan jeg se far gå rundt om spisestueboret med Minna i hånden.
Men en dag mens han gik sådan rundt om boret og snakkede til Minna, så blev han pudselig lidt dårlig og måtte gå hen og lægge sig på sofaen og så blev han ked af det og han sagde ”gamle bedstefar dur ikke mere” og Sten, som var meget fint mærkende for når nogen var ked af det, han gik hen og stod og så på bedstefar og så strøg han sådan bedstefar ned af kinderne, bedstefar havde jo bakkenbarter og han brugte jo kalot fordi han var skallet og så sagde Sten ”bedstefar hvorfor tager du ikke noget af alt det hård og sætter det op hvor du er så bar” Og så kom far sådan til at le og så glemte han at være ked af det. Og lidt efter, så var det også over. Og så var far oppe igen og så ville han vise Sten et skib som Alexander havde haft med hjem fra Kyborn. Og der var et sejl der var rullet sammen, men som kunne hejses og det stod oven på ---- og det ville far tage ned og så kom mor og så sagde hun ” å nej far lad nu vær det er alt for strengt for dig” og så sagde bedstefar ” nej vist er det ej når nu Sten gerne vil se, at det sejl kan hejses” og så hejste far flaget på det pæne skib og det var Sten meget glad for og Sten har det skib nu.

Så kom vi der en anden dag og da havde far det så godt, der var ikke noget med at han blev dårlig.
Og så da vi kom ind i juni så sagde vi jo farvel og rejste hjem. Men da vi var kommet hen i september måned så var fars kræfter brugt op, hjertet blev svarere og svarere forkalkningen to til og det endte med at far lå til sengs de sidste 3 uger. Og de sidste 2 uger da var far ind imellem meget uklar, men det var ikke nogen trist form for uklar hed, for far genoplevede sin ungdom og så pudselig kunne han kende dem der kom til ham, men Peter skrev over til mig ”jeg var hjemme i søndags og jeg synes far havde det sådan, så du skulle komme hjem.
Og så sendte han mig 50 kr. i det samme brev, for han viste jo godt vi havde ikke penge til rejsen. Og så tog jeg nattoget og rejste hjem og det var godt jeg kom for da havde der måttes våges hos far i otte nætter og det havde været en meget rar fru Carl Andersen, hun var enke efter en af matroserne og hun var blevet tidlig enke, for han fik et apoplektisk anfald da han var 51 år, efter at have ligget til sengs i 5 år så dødede han. Men hende holdt vi alle sammen så meget af. Hun og så Gina, de havde skiftes til at våge. Gina var på nerveklinikken ude i Hornbæk, men havde fået fri, så hun kunne tage hjem og være til hjælp i den sidste tid. Og fru Carl Andersen hun var ved at være træt, så det var godt jeg kom. Fru Carl Andersen har selv fortalt mig, at en nat da hun sad i spisestuen hvor dørene stod åben i til soveværelset, så må hun have blånet lidt, for pudselig ser hun far stå nok så rank op af dørstolpen ind til stuen og han stod i sine grå lange underbukser og sin grå undertrøje og sin grå kalot på hovedet. Og så sagde hun forskrækket, ”men hvem er dog det” og så svarede far lige så stolt, ”det er kaptajn Stuhlmann jeg skal på broen” og heldigvis havde hun åndsnærværelse til at sige, ja men kaptajn det er helt forkert for klokken er kun 2 og vi skal ikke sejle før klokken 5, nu skal jeg hjælpe dem ind, og så fulde far ganske roligt med, så var det ligesom han vågnede lidt op og fandt det naturligt, at han nu blev hjulpet til køjs.
Men jeg kom hjem en formiddag og jeg vågede så hos far de to sidste nætter. Da jeg kom om formiddagen og kom ind af døren til soveværelset, så sagde mor ”det er Ingeborg der kommer hjem” og så sagde far ”nej her sker rigtignok mærkelige ting det kunne der skrives en hel roman om” Fars stemme var blevet så mærkelig rosten og han var meget rødsprængt i hovedet. Men da jeg kom hen til han så brede han sine arme ud og knugede mig ind til sig, som han havde gjort så mange gange når vi kom hjem, så bredte han armene ud og sagde ”goddag min pige” så sagde jeg ”jeg skal hilse dig så mange fra Knud og fra Sten og Minna og så sagde far ”ja Knud og de små børn” så kunne han ikke sige mere, så var hen sådan som han sov.
Så satte jeg mig lidt hen på en puf der stod i soveværelset og jeg husker den gennem masser af år, den var betrukket med noget grønt og uldent stof og der sad jeg. Og så pludselig så sagde far med meget kraftig røst gav han ordre om sejl der skulle hejses og sejl der skulle tages ned så var hans stemme meget kraftig, men den havde denne fjerne rostene lyd som kom den fra en anden verden.
Men så en gang vingede far så gik jeg derhen, så slog han armene om mig og trykkede mig ind til sig, så sagde han ingen ting.
Men om aftenen gjorde Gina og jeg far i stand, vaskede ham og fik lidt flydende i ham og da far så var færdig og lå der så sagde han pudselig, med denne fjerne røst ”ak viste I børn, hvor det er svært at gå gennem denne verden, vær må vandre med sin smerte, men det er vel vor Herres vilje kunne I ikke synge en samle for mig, dagen går med raske fred ” Så sagde vi jo ”det skal vi rigtig nok far”
Så sang vi og far sang selv med de første to vers, i det tredje ebbede stemmen ud og så sov far. Og han sov godt hele natten. Jeg gik jo jævnlig frem og tilbage mellem spisestuen og jeg så mor rejse sig op mange gange og se sådan bekymret over på far. Næste morgen kom lægen ved halv ni tiden og da sagde han ”nu er der ikke så længe igen” Det sagde han selvfølgelig først da vi var kommet ind bag en lukket en dør. Jeg synes De skal ringe til børnene i København. Det kan tage dagen men det kan også ske hvornår det skal være. Gina havde våget den halve nat, hun var gået lidt hen og hvile sig og jeg var alene et par timer hos far. Mor gik til og fra og den unge pige som hjalp mor hele dagen, hun ordnede jo hvad der skulle ordnes ude i køkkenet og fik besked af mor, men jeg sad der ved fars seng og hørte det tunge tunge åndedrag. Sommetider lagde jeg mit hoved ned på hovedpuden og jeg følte som jeg roede far i en båd over til den anden bred. Og med mellemrum så tog jeg og leskede fars tunge og læber.
Så kom mine søskende hjem, alle dem der kunne og de kom en efter en og stod der lidt og gik ind i stuen igen. Og det nærmede sig hen af middagstid. Jeg stod til sidst igen med fars hånd i min, det var så mærkeligt, at stå og holde den hånd og tænke3 på hvor stærk den havde været. Så pludselig så lød der et ganske ledt suk og en overjordisk fed brede sig over far ansigt. Jeg lukkede fars øjne.
Så ringede kirkeklokkerne tolv og tudede fra værftet og færgen tudede, det var det sidste farvel til den gamle kaptajn.
Lidt efter stod vi alle omkring vores kære fars seng og der blev grædt, indtil mor sagde ”nu må vi ikke græde mere, far havde sådan et godt sind og vi ved hvor han er gået hen, nu skal vi sige gud tak for at far fik lov til at død så fredelig i sin seng, for far kunne jo ikke passe på. Hvor har jeg tit været bange, når far stod op og skulle ordne noget på kakkelovnen, hvor kunne far ikke være faldet ned og hvor kunne ikke far ikke været faldet ned af trappen, han kunne glemme at holde i gelænderet”

Jeg gik ned i løbet af nogle timer, så gik jeg med til gartner Movist. Og det var den 30. september far dødede, og tænk da havde gartner Movist, så mange viol buketter, der blomstrede for anden gang, at han bandt til mig det smukkeste kors af violer. Og da Gina og jeg havde gjort far istand, så lagde vi det lille kort på fars bryst og vi lagde samlebogen, som far havde fået af sin mor da han drog til søs, under fars hage.
Mor fortalte, at den sidste søndag far levede, da havde hun siddet ved hans seng, og så havde far pludselig med streng stemme sagt ” hvem er styrmand her” og så sagde mor ” det er jo mig der sidder her, det er Anna” så sagde far ”når er det dej Anna, så det godt” men så drejede far hovedet nogle gange og så sagde mor ”er der noget du savner? Er der noget du se efter ?” så sagde far ”ja, jeg ser efter min samlebog som mor gav mig da jeg tog til søs, for nu skal jeg jo snart ud på min sidste lange rejse og da vil jeg havde min mors samlebog med” så sagde mor ”nu skal jeg tage den og lægge den yderst på dit sengebord, så kan du ligge og se på den”
Og inden jeg lagde samlebogen under fars hage, slog jeg op på første blad og læste hvad fars kærlige stedmor havde skrevet ”Gud velsigne dig og bevare dig”
Ja far fik så smuk og fredelig en død og alle mine søskende sagde ”far ser så smuk ud”

Så i løbet af dagen, så kom de med en kiste som far blev løftet over i og den stod inde i en lille dagstue, der ikke blev brugt ret meget. Og næste aften blev fars kiste kørt til kapellet.
Jeg lå inde i soveværelset om aften og mor sagde til mig ”du ved ikke Ingeborg hvor jeg er glad for, at bedemanden sagde til mig ”vi skal nok sørge for at pynte kisten til begravelsen, fru Stuhlmann” for det har jeg sådan spekuleret på, hvordan det skulle blive gjort, for jeg har ikke haft tid til så meget med det med blomster, der har været så meget andet jeg skulle passe

Under udarbejdelse

Kontakt

Om siden

Links