Hverdagen findes også på den anden Side af Kloden

Og Nissen flytter med, siger den 80-aarige Hugo Gottlieb, Helsingør, i et Fødselsdags-Interview.

Almindeligvis regner man jo med, at 80-aarige er forholdsvis lette at træffe hjemme.
Det er ikke just, naar de er i den Alder, Folk plejer at farte mest omkring.
Men det er anderledes med Helsingoraneren Hugo Gottlieb, som i disse dage fejrer sin 80 Aars Fødselsdag. Han er endnu i høj grad mobil, og netop som vi naar frem til Højvænget, hvor han bor hos sin broder, overretssagfører J. Gottlieb, kommer fødselsdagsbaenet henad vejen, ikke adstadigt spadserende - nej nej drønende på en lille fiks motorcykle, hvortil en knortekæp af en stok er surret fast med en stump seglgarn.
Hugo Gottlieb er en lille rund lattermild mand med sportsjakke og pludsfours. Der er et næsten ungdommeligt udtryk i det solbrændte ansigt. Han anbringer motorcyklen inde i den store, gamle have, lader hånden glide ømt henover den og siger: - Nu håber jeg da, jeg kan få det danske politi til at forny mit kørekort. De kan ellers ikke li` gamle fyre, der kører på motorcykel, de skulle hellere passe på de 18 årige. Lad mig sige med det samme - De må ikke regne med, at jeg har gjort nogen som helst karriere, siger Hugo Gottlieb, da vi har fået sat os til rette i dagligstuen, og jeg er aldrig i mit liv blevet interviewet før, så jeg kende slet ikke ceremoniellet. Dette sidste lyder i grunden helt fantastisk, for det er de færreste, der har oplevet så meget , det virkelig er værd at fortaælle om, som netop Hugo Gottlieb. Det falder ham da heller ikke vanskeligt at få tungen på gled. - Min far var bestyrer for Svitzers bjærgnings-entreprise, og da jeg var 6 år, blev han forflyttet til Helsingør, hvor Svitzer konstant havde 2 dampere liggende. Der var to ting, som straks gjorde vældigt indtryk på mig: de helsingørske kryddere - og så det, at vores barnepige tog os med ned til havnen, pegede over mod Sverige og sagde: Der ligger så Kina! Det interesserede mig levende - jeg havde altid troet , Kina lå længere borte.
Vi kom til at bo e et hus, der ejedes af tobaksfabrikant Thalbitzer, og der blev jeg kendt med Grønlands-eksperrten prof. dr. William Thalbitzer, som siden har været min bedste ven. Da vi var 7 år, kom vi iden samme pogeskole i Graaskenstræde, og siden fulgtes vi ad i latinskolen.

Et år blandt de vilde
Jeg blev uddannet til farmaceut i Frederikshavn, men senere rejse jeg til Australien - ikke uden grund. - Hvilken da? - Kårene for en farmaceut var forfærdelige dengang. Gråhårede kandidater gik rundt og fik 50 kr. om måneden. Det var et fuldstændigt sultefag. Så fortrak jeg til den anden side af kloden. Oprindelig tror jeg nok, jeg var på vej til de paradisiske sydhavsøer, men der kom jeg aldrig. Jeg blev hængende i Australien i den store britiske koloni New South Wales. Der var jeg en tid mælkemand på en afsides kofarm. Et andet sted forsøgte jeg producere kartofter, men de ville ikke gro.Et år var jeg pelsjæger - selvom jeg ikke kan fordrage det ord, der klæber en vis romantik ved, og det er der bestemt ikke i virkeligheden. Jeg skød små bjørne, som klatrede rundt i træerne, men man skulle have en høgs øjne for at hitte dem. Så fik jeg en neger med. Siden hørte jeg af den stedlige politibetjent, at samme neger ikke var ufarlig. han havde dræbt et - måske også to mennesker, og han var mistænkt for ikke at være rigtig i hovedet. Han tilhørte en stamme af temmelig vilde. De kom hver dag o tiggede ved mit telt, og jeg kom godt ud af det med dem. Det var lige meget hvor lidt man gav dem - bare de fik noget. Det havde dog næppe været tilrådeligt slet ingenting at give dem. Jeg hørte bagefter at de ikke var så fredelige endda - kvinderme var nederdrægtig grimme, men mændene var smukke, velbyggede mennesker med meget store fødder og brugbare tæer - ja,de kunne samle ting op fra jorden med tæerne, så de slap for at bukke sig. En af mændene havde Christian den 9. skæg, og han kunne såmænd godt være gået for en etats

Under udarbejdelse

Kilde: Avis udklip